I dette nyhedsbrev kan du læse om valg af bryggeanlæg, høre historien om hvordan vi skræddersyede et par 200 liters tanke, så de passede lige ind i en meget lav kælder i Lyngby.
God sommer og god læselyst (og husk, at vi altid kan levere nye og skræddersyede, kombinerede gær- og lagertanke på bare tre måneder.)
Vælg dit første bryggeanlæg med omhu
Mange kunder henvender sig til os, fordi de brygger noget godt øl på hjemmebrygger-vis, og nu vil de gerne producere mere øl og måske ligefrem få en forretning ud af det. Andre har i forvejen kendskab til at brygge øl på en særlig type mikrobryggeri-anlæg og står lidt famlende overfor at udvide eller udskifte anlægget.
Vi hjælper naturligvis alle med råd og vejledning. Der er nogle centrale overvejelser, som man med fordel kan gøre sig i forvejen.
De helt simple og billige bryggeanlæg består kun af to kar. Det giver nogle ulemper, som man skal gøre sig klart, om man kan leve med:
Den første er, at man ikke kan mæske byggen ved stigende temperatur, fordi der ikke er varmelegeme i mæskekarret. Stepwise infusion – altså mæskning ved stigende temperatur – giver en bedre udnyttelse af sukkerindholdet i malten.
Man kan hæve temperaturen under mæskning ved at eftergyde med varmt vand, hvis der er plads i karret – eller bruge såkaldt dekoktionsmæskning, hvor man tapper en del af urten fra, opvarmer den separat og pumper den tilbage i mæskekarret. Altså en relativt arbejds- og tidskrævende proces.

Hvor meget øl ønsker vi?
Hvis I vil brygge flere bryg efter hinanden på et to-karssystem, så er I nødt til at holde jer til mæskning ved en temperatur – såkaldt single infusion.
Det peger hen på den første og centrale overvejelse, man skal gøre sig som mikrobrygger: Hvor meget øl ønsker vi at brygge om året? Eller rettere: Hvor lidt kan jeg brygge og stadig tjene penge på det?
Som en grov tommelfingerregel plejer vi at sige, at man skal brygge mellem 80.000 og 120.000 liter øl om året for at give en fornuftig aflønning af en brygmester. I det regnestykke er det naturligvis relevant at regne på, hvor mange arbejdstimer det tager at brygge den ønskede mængde øl.
Regnestykket peger hurtigt i retning af, at det er ikke nemt at skabe en fornuftig bryggeri-forretning med et simpelt to-karssystem. Så skal det i hvert fald være forberedt til at blive udvidet med et ekstra kar senere hen.
To-karssystem
Et bryggeanlæg med to kar er typisk opdelt med mæske- og sikar i første kar og et kogekar og whirlpool i det andet kar. Det betyder, at urten skal frem og tilbage mellem de to kar flere gange – og karrene skal tømmes og gøres rene undervejs.
Man kan også få tokarssystemer, hvor det første kar er både kogekar, mæskekar og whirlpool og det andet kar er udelukkende sikar. Den konfigurering er det let senere at udvide til et tre-karssystem med et separat kogekar eller separat whirlpool. Der findes også særlige modeller, hvor øverste halvdel af det andet kar er sikar og så er der whirlpool i kammer under sikarret.
Tre- eller fire kar

Til rentabelt industrielt brug består mikrobryggerier af tre eller måske ligefrem fire kar med hver sin separate funktion i processen: Mæskning, sikar, kogning og whirlpool. Mange er suppleret med et separat varmtvandssystem – altså en separat kogekedel. Varmtvandssystemet er typiske en isoleret tank med en varmespiral og den dobbelte kapacitet af selve bryganlægget.
Et tre-karssystem er typisk velegnet til at brygge to bryg på en arbejdsdag. Whirlpool bliver flaskehals i den sidste ende, hvis I ønsker at brygge flere batches lige efter hinanden.
På et fire-karssystem kan du i praksis sætte et nyt bryg over efter to til tre timer.
Mange mikrobryggerier vil foretrække at begynde med et tre-karssystem og så evt. senere udvide til et fire-karssystem.
Beslutningen om hvilket system man skal investere i, afhænger som sagt først og fremmest af, hvor meget øl, I ønsker at brygge. Og hvor mange arbejdsdage og arbejdstimer I kan lægge i brygningen. Det kræver penge og plads at begynde med den store forchromede løsning.
Vi hjælper gerne med at få begyndt rigtigt, så tingene kan vokse hen ad vejen.
Læs mere om at brygge øl på Wikipedia.
Tanke efter mål
I marts skrev vi om et par særlige tanke, der efter fire forsøg på tegnebordet blev designet, så de passede præcist ind i en lavloftet kælder. Der er kun 205 centimeter fra gulv til loft i kælderen, så tankene var nødt tit blive så brede som overhovedet muligt, så der kunne blive plads til at tage mandehullet i toppen af og inspicere tanken indeni.
Lars Boldt fra Lyngbeer i Kgs. Lyngby lægger ikke skjul på, at det var en spændende dag, da tankene kom fra Kina og skulle ind hans lavloftede kælder.
– Jeg tog karmen af døren, så var der et par cm på hver side til overs, så kunne de lige præcis komme ind i kælderen, hvor de skulle stå, siger han.
Han er meget tilfreds med sine nye 200 liter kombinerede gær- og lagertanke.
– Der var langt mere udstyr med, end jeg havde gennemskuet ud fra specifikationerne. Man kan sige, at jeg har fået endnu mere, end jeg havde forventet, siger Lars Boldt og tilføjer:
– Nu skal jeg bare ha solgt noget øl, så jeg får råd til at købe et par stykker mere. Helt efter samme skabelon.
Kombinerede gær- og lagertanke
- 500 liter ca. 40.000 kr.
- 1000 liter ca. 50.000 kr.
- 2.000 liter ca. 67.000 kr.
- 3.000 liter ca. 91.000 kr.
Priserne er vejledende for et stk, excl. moms og frit leveret på adresse i Danmark. Vi giver gode rabatter ved bestilling af flere tanke i samme ordre..
Prisen er især overfor dollarkursen og fragtraterne. Ring eller skriv for et få et aktuelt tilbud.
Husk vi er altid klar med gode råd, vejledning og et godt tilbud – bare ring eller skriv.